Nem aftensmad med kylling i fad

Af: Fit&Sund Diætist

En stresset og travl hverdag kan ofte resultere i nemme – og til tider mindre sunde løsninger til aftensmaden. Folks indtag af forarbejdede fødevarer stiger, hvilket betyder, at vi mister overblikket og kontrollen over, hvad det er, vi fylder vores kroppe med. Har du et mål om enten at tabe dig eller opretholde en sund livsstil, er det essentielt at vide, hvad det er, du spiser.

Mange angiver tiden som væsentligste årsag til at vælge de hjemmelavede måltider fra; MEN det behøver ikke at kræve sved og lange arbejdstider i køkkenet at lave sund mad. Nedenfor finder du en opskrift, som kun kræver 10 minutters forberedelse.

4 personer

Ingredienser

  • 4 kyllingeoverlår med rygben 
  • 1 tsk. chipotle paste (en chilisauce, som giver ekstra smag)
  • 1 helt hvidløg, brækket i fed
  • 1 citron, skåret i både
  • 400 g cherrytomater
  • 350 g kartofler (i halve, hvis de er store)
  • 2 spsk. olivenolie
  • Server evt. med en grøn salat.

Sådan gør du:

  1. Opvarm ovnen til 190° varmluft.
  2. Skær ridser i kyllingeskindet, og gnid chipotlen ind i den.
  3. Krydr med salt og peber, og placér i et stort ovnfast fad.
  4. Fordel hvidløg, tomater og kartofler i fadet.
  5. Pres citronsaften ud over retten, og læg skallerne i fadet bagefter.
  6. Hæld olivenolie over retten, og lad fadet stå i ovnen i 45 til 60 minutter, indtil kyllingen er gennemstegt, og kartoflerne er møre. 

Tilbage til oversigt