Diabetes

320.545 danskere har diabetes:

  • Diabetes type 1 udgør ca. 10%
  • Diabetes type 1½ udgør ca. 10% (tælles ofte med under diabetes type 2)
  • Diabetes type 2 udgør ca. 80%

Diabetes 1

Type 1-diabetes er en såkaldt autoimmun sygdom, som hverken kan forebygges eller helbredes. Arveligheden vurderes til at være ca. 2 til 5 %. Sygdommen rammer oftest børn eller yngre voksne – dog er der også ældre mennesker, som pludseligt udvikler type 1-diabetes.

Formålet med behandlingen af diabetes 1 er at mindske risikoen for følge-sygdomme samt få langtidsblodsukkeret, kolesteroltallet og blodtrykket så tæt på det normale som muligt.

Diabetes 2

Type 2-diabetes, også kendt som "gammelmandssukkersyge", er en kronisk sygdom, der rammer både børn og voksne i alle aldre – tykke såvel som tynde. Dog vejer 70 til 80% af personerne med type 2-diabetes for meget. Den gode nyhed er, at selv et relativt lille vægttab på omkring 5 til 10% kan gøre en stor forskel, da det hos de fleste kan forbedre blodsukkerreguleringen, blodtrykket og kolesteroltallet.

Formålet med behandlingen af diabetes 2 er at holde dit blodsukker så tæt på det normale som muligt.

Du kan tilmelde dig vores hold, DiabetesPRO i Risskov, som er målrettet forebyggelse og behandling af diabetes type 2. Læs mere

Diabetes 1½ (LADA) og MODY

Det anslås, at ca. 10% af alle diabetikere har type 1½-diabetes og ca. 2% har MODY. I de senere år har det vist sig, at type 1½-diabetes er lige så udbredt som type 1-diabetes.

LADA (Latent Autoimmune Diabetes and Adulthood) er det samme som type 1½-diabetes. Ligesom type 1- og 2-diabetes er 1½-diabetes en diagnose for resten af livet. Formålet med behandlingen af LADA er at holde dit blodsukker lavt og stabilt, hvilket på kort sigt kan nedsætte din risiko for insulinchok. På langt sigt kan det nedsætte din risiko for at udvikle følgesygdomme.

MODY (Maturity-Onset Diabetes of the Young) bliver typisk diagnosticeret før 25-års alderen. Det dækker over en gruppe diabetesformer, som ikke er særligt kendte; men alligevel er det den mest arvelige form for diabetes. Formålet med behandlingen af MODY er at holde blodsukkeret så tæt på det normale som muligt.

Kostplan i forhold til diabetes

Vores erfaring er, at de bedste resultater sker gennem kostændringer, som varer ved. Dette opnås bedst, hvis intet er forbudt, og du selv kan vælge, hvad du ønsker at spise, samt at du kan spise sammen med andre og ikke mindst det samme som de andre – det hele blot med sund fornuft og hensyntagen til din diabetes.

Sammen udarbejder vi en personlig og individuel kostplan, hvor vi tager udgangspunkt i den mad, du godt kan lide, og som passer til netop dig og din hverdag.

Mange års erfaring viser, at dette hjælper og motiverer til ønskelige og langvarige resultater.

Vi hjælper dig på vej til en bedre hverdag!